LEJEBETINGELSER

1. LEVERING OG TILBAGELEVERING

1.A
Bilen afhentes og afleveres hos samme afdeling, hvor bilen er afhentet, medmindre andet er aftalt. Undladelse af at aflevere køretøjet til aftalt tid falder under straffelovens §293.

1.B
Lejer accepterer at have modtaget bilen i god stand og uden synlige tekniske fejl. Enhver mangel og klage vedrørende vognens stand skal anføres på kontraktens bilag straks ved overleveringen.

1.C
Lejer er forpligtet til at tilbagelevere bilen rengjort og i samme stand som ved overleveringen. Sker dette ikke, vil der blive eftersendt faktura for skader, rengøring samt evt. rens af kabine jf. gældende prisliste, der kan udleveres efter ønske.

1.D
Udlejer er berettiget til at tilbagetage bilen på ethvert tidspunkt og uden påkrav for lejers regning, hvis bilen anvendes i strid med lejeaftalen, eller lejer på anden vis gør sig skyldig i misligholdelse.

2. LEJER / FØRERE

2.A
Lejer/fører(e) skal være fyldt 21 år ved udleveringstidspunktet. Lejer/fører(e) skal kunne forevise gyldigt kørekort, samt dokumentere bopælsadresse og være fysisk til stede ved udlevering af lejebilen.

2.B      
Det lejede motorkøretøj må kun føres af lejeren eller eventuelle andre personer, der med lejekontrakten har fået tilladelse hertil.

2.C      
Lejekontrakten skal medbringes under kørslen og må forlangende vises til politiet.

2.D      
Udlejer er forpligtet til at informere følgende i kontrakten:

(a) Hvis udlejeren ikke tegner kaskoforsikring for motorkøretøjet, skal lejeren og eventuelle andre førere, der er berettigede til at føre køretøjet, have samme retsstilling over for motorkøretøjets ejer, som han ville have haft, hvis kaskoforsikring havde været tegnet. Alle biler udlejet af Microlease Aps er både ansvar og kaskoforsikret. 

(b) Udlejeren og lejeren kan aftale, at lejeren skal holde udlejeren skadesløs for ethvert beløb på indtil 5.000 kr., som udlejeren er forpligtet til at betale i medfør af bestemmelser ansvarsforsikringspolicen eller i en kaskoforsikringspolice om, at udlejeren bærer en del af risikoen for de skader, som er omfattet af den pågældende forsikring. Selvrisiko er 5.000 kr. på Microlease Aps udlejningsbiler

3. BILENS ANVENDELSE

3.A
Lejer/fører(e) anerkender sit personlige ansvar for at betale alle bøder og rets-omkostninger i forbindelse med parkerings-/færdsels- eller andre lovovertrædelser som pålægges køretøjet, dens ejer eller udlejer inden for denne kontrakts gyldighedsperiode, bortset fra hvor udlejeren har skylden.
Eventuelle parkeringsafgifter m.v. fra lejeperiode, som modtages hos udlejer uden at lejer har oplyst herom, ved returnering eller under lejeperioden pr. mail, reserveres/forbeholdes til senere fremsendelse af regning og accepteres ved underskrift på kontrakt, faktiske omkostninger tillægges gebyr på 350 kr. til Microlease Aps for håndtering heraf. Derudover skal afgiften og eventuelle rykkergebyrer fra udstederen betales af lejer.

3.B
Lejeren frigør ved sin underskrift udlejeren for ethvert ansvar på enhver genstand, som lejeren eller andre måtte have efterladt, opbevaret eller transporteret i køretøjet.

3.C
Lejebilen må kun benyttes til privatkørsel og ikke udlejes eller udlånes til andre end på lejekontrakten anførte lejer/fører(e).

3.D
Ved uansvarlig brug, såsom kørsel med manglende olie/vand eller hærværk og misbrug af det lejede køretøj, vil det til enhver tid være lejerens ansvar at erstatte den fulde skade. Mister lejer nøglen til bilen skal udlejer kontaktes hurtigst muligt. Sker det om aftenen, natten eller i weekenden, og det ikke er muligt at få fat på udlejer, og bilen holder uhensigtsmæssigt, skal lejer kontakte vejhjælp og bede dem køre bilen til nærmeste Microlease afdeling. Udlejer vil derefter få lavet en ny nøgle hurtigst muligt, som lejer vil blive faktureret faktisk omkostning plus 500 kr. for. Lejer kompenseres ikke for værkstedstid medmindre andet er skriftligt aftalt og accepteret af begge parter.

3.E
Tobaksrygning og husdyr er ikke tilladt i lejebilerne, uden særlig aftale med udlejer. Sker det uden, vil der blive eftersendt faktura for rens af kabine samt ekstra rengøring.

3.F
Bliver vi af politiet gjort opmærksomme på, at køretøjet er blevet anvendt til ulovlige gøremål, udover mindre alvorlige trafikforseelser, er det i strid med lejeaftalen. I så fald henvises til punkt 1.4 i denne lejeaftale.

3.G
Kørsel i udlandet er som udgangspunkt ikke inkluderet i aftalen og må kun ske efter særskilt skriftlig aftale.

4. FORSIKRING

4.A
Ved 30 dages leje og løbende leje, er bilen i lejeperioden dækket af udlejers forsikring hos Protector Forsikring. Bilen har ansvar- og kaskoforsikring . Ved 12 måneders leje tegner kunden selv forsikring samt betaler grøn ejerafgift. Alle vores biler har tilknyttet vejhjælp uagtet type af leje.

Lejer har en selvrisiko på 5.000 kr. Lejer hæfter for evt. skader som forsikringen ikke dækker. Herunder gælder glasskader som bl.a. stenslag og smadrede/revnede ruder samt itukørte dæk og punkteringer.

4.B
Ved brug for vejhjælp: ring til vores hovednummer på (+45) 66 222 999 og tast 1 for vejhjælp. Du kommer i kontakt med Assist24, hvor du bedes oplyse, at du er Microlease-kunde samt nummerpladenummer på din lejebil.
Assist 24’s direkte telefonnummer: (+45) 48 48 49 49.

4.C 
Ved færdselsuheld er lejer/fører forpligtet til:
a.     At udfærdige så fyldestgørende en skadeanmeldelse som muligt via punket ”Anmeld skade” på www.microlease.dk.
b.     Meddele navn og adresse på implicerede parter samt evt. vidner.
c.     Ikke overfor modpart at anerkende skyld i skaden.
d.     Ikke at forlade den lejede bil uden fornødent hensyn er taget til beskyttelse af bilen
e.     Til modparten at oplyse at bilen er forsikret hos Protector Forsikring.

4.D
Forsikringen dækker ikke skader forvoldt med forsæt eller ved grov uagtsomhed, eller skader sket fordi bilens fører var påvirket af alkohol, narkotika eller lignende jf. forsikringsaftale-lovens § 20, hvorfor bruger ifalder erstatningsansvar i disse tilfælde.

5. OPFYLDELSE AF LOVGIVNINGEN OG ANDRE NORMER

5.A
Lejer/fører(e) skal til enhver tid have gyldigt førerbevis og skal på udlejers forlangende dokumentere dette. Lejer/fører(e) skal straks meddele udlejer, såfremt førerbevis måtte blive frakendt, hvorefter udlejer kan hæve lejeforholdet. Lejer skal anvende bilen i overensstemmelse med færdselslovens regler.

5.B
Lejer er bekendt med bestemmelserne i loven omkring vanvidskørsel og underskriver samtidig tro og loveerklæring vedr. dette ved indgåelse af lejekontrakt.

6. BETALING, LEJEPERIODE & KOMMUNIKATION

6.A
Lejen forfalder til betaling ved afhentning. Efterfølgende forfalder betaling for den kommende mdr. 3. sidste hverdag i forudgående måned. Bilerne lejes kun ud i hele måneder. 1 måned svarer til 30 dage hos Microlease Aps.

6.B
Det påhviler lejer straks at informere udlejer om ændringer i sine kontaktoplysninger. F.eks., men ikke begrænset til, nyt telefonnummer og/eller mailadresse, samt ny bopælsadresse. Kan udlejer ikke komme i kontakt med lejer f.eks. ifm. betaling/forlængelse af kontrakt, kan det resultere i en efterlysning af lejebilen. Se pkt. 1.A. Undladelser af dette vil falde ind under misligholdelse af kontrakten, og vil kunne føre til opsigelse af kontrakten fra udlejers side med omgående virkning.

6.C
Etableringsgebyr på kr. 249 ved 30 dages leje
Etableringsgebyr på kr. 495 ved løbende leje
Første gangsydelse på kr. 4999 ved 12 måneders leasing.

6.D
Såfremt lejebilen ikke returneres rettidigt opkræves et ekspeditionsgebyr på kr. 500,00 ligesom bilen automatisk overgår til ny hel måneds leje.

7. OPHØR/FORLÆNGELSE

7.A
Lejeperioden afhænger af løsningen:

30 dages leje: Bilen kan ikke forlænges og skal tilbageleveres som anført i lejekontrakten

Løbende leje: Lejeperioden er altid fastsat til 2 måneder (60 dage pr. kontrakt), med automatisk forlængelse hver måned. Derved er lejeaftalen i praksis løbende og uden tidsbegrænsning. Ønskes lejeaftalen samt den automatiske forlængelse opsagt, skal dette ske med 1 måneds varsel til udgangen af en måneds lejeperiode. Derved er der løbende måned plus 1 måneds opsigelse på aftalen. 

Leasing: Leasingperioden er fastsat til 12 måneder. Bilen kan tilbageleveres som anført i kontrakten. Ved forlængelse skal der tegnes en ny lejeaftale. Ønskes lejeaftale fornye, skal det ske senest en måned førend kontraktudløb.

Opsigelsen skal ske på mail til info@microlease.dk. Udlejer er berettiget til at ophæve lejeaftalen og tilbagetage bilen, såfremt lejer misligholder lejeaftalen.

8. SERVICE/REPARATION/KM FORBRUG.

8.A
Alle værkstedsopgaver løses af værksteder udpeget af Microlease. Vores samarbejdsværksteder og deres kontaktoplysninger fremgår under punktet ”Værkstedshjælp” på www.microlease.dk. Alle omkostninger til service og/eller reparation afholdes af Microlease, medmindre disse kan henledes til forkert brug, misbrug, erhvervsmæssig kørsel eller andet mislighold ift. kontrakten og de generelle betingelser. Bemærk at opfyldning af sprinklervæske og øvrige væsker mellem service hører under forbrugsvæsker og er således ikke omfattet af serviceaftalen, ligeledes gør sig gældende for punkteringer. Det bemærkes at udgifter til reparation foretaget uden aftale med udlejer er denne uvedkommende.

8.B
Der er i aftalen for 30 dages leje og løbende leje ikke sat nogen øvre grænse for kilometerforbruget.
Ved 12 måneders leje er der sat en kilometerbegrænsning på 20.000 km. Overskrides denne, vil der blive eftersendt faktura på 0,75 kr. pr. ekstra kørt kilometer.
Uagtet lejetypen bemærkes det dog, at bilen alene må benyttes til privat personkørsel, og således ikke til befordring mod betaling, kørsel og/eller udbringning af varer eller anden kørsel med indtjening eller erhverv for øje.

Der tages forbehold for tastefejl i nærværende betingelser

9. Markedsføring

Ved at acceptere disse almindelige betingelser giver du Microlease.dk samtykke til at kontakte dig med henblik på markedsføring af produkter og ydelser, der ligner dem, du tidligere har købt fra os. Dette inkluderer tilbud, nyhedsbreve, invitationer til arrangementer og anden information om lignende varer og ydelser. Du kan til enhver tid nemt og gebyrfrit framelde dig disse henvendelser ved at kontakte os direkte på email. Vi opbevarer dine oplysninger med respekt for dit privatliv og i overensstemmelse med gældende lovgivning om databeskyttelse.

Vi flytter til Roskilde

Kære kunder

For rent geografisk at komme tættere på vores kunder, har Microlease valgt pr. 1. januar 2026 at flytte vores lokation fra Vallensbæk til Håndværkervej 62, 4000 Roskilde.

Hvis du vil hjælpe os med at aflevere din lejebil i Roskilde, kvitterer vi med 2 flasker vin. Vil du aflevere bilen i Vallensbæk, er der selvfølgelig også mulighed for det.

Kontakt under alle omstændigheder Frank Jønsson på 71713246 og aftal hvor du vil aflevere din lejebil

Microlease ønsker en glædelig jul og et godt nytår

Book prøvetur

Beregn byttepris